Vores menneske

Mine katte kalder mig kærligt for "husslave" ...

Kattene mente, at de havde bedre og sjovere ting at lave end at skrive en side om husslaven - de har dog foretaget en kritisk gennemlæsning inden offentliggørelsen.

Jeg (husslaven) har altid haft mindst en kat - de var til dels nyttedyr på mine forældres gård; som voksen har jeg indtil 1998 boet i lejlighed, hvor husdyrhold var forbudt.

Da jeg i løbet af 1998 fandt mig en ny lejlighed med have, hvor husdyrhold var tilladt, gav jeg mig til at se mig om efter en kat - den skulle være lidt ud over det sædvanlige - en langhåret kat til udstilling og avl.

En af mine arbejdskolleger hørte det, og da hans datter havde en norsk skovkat, som lige havde fået killinger, gik han i gang med at overtale mig - det var nu ikke noget stort problem, efter jeg havde været på besøg og set de små uldne killinger - jeg var bare helt solgt med det samme som en veninde siger skovkatte er smittende.

I det daglige går det meste af min tid hjemme med at tage mig af kattene - lege med dem, gå tur med dem og sørge for mad, vand, legetøj og nye udfordringer samt sidst men ikke mindst holde orden i "vores" lejlighed.

En gang imellem kører vi på udstillinger for at se, hvilken kat, der er den kønneste den dag og for at udveksle erfaringer katte eller mennesker imellem - det gør det jo heller ikke ringere med alle de sjove og mere eller mindre fornuftige katteting, som er til salg på sådanne udstillinger.

Det sker med jævne mellemrum, at kattenes og mine planer kolliderer med hinanden, men så prøver vi at hjælpes ad - de vil meget gerne være med til at fange de små sæbebobler, som jeg jagter i legen "vinduespudsning" - og den nederste del af samtlige vinduer bliver grundigt poleret af små poter på nogle katte, som gerne vil ud for at lege med det, vinden fører forbi.

Al køkkenarbejde/madlavning bliver grundigt overvåget af et antal katte, som lige skal prøvesmage - hvis de kan komme til det eller overtale mig til at "tabe" noget på gulvet til dem.

Hvis det, jeg laver, ikke er spiseligt, gør de alt, hvad de kan, for at distrahere mig - en prøver at sno sig om mine ben, en sætter sig bare ned og "råber" på opmærksomhed og en forsøger at blande sig i mit arbejde fra en stoleryg - eller hvor de nu kan komme op i højden og få overblik.

Så slemt er det heller ikke - jeg håber og tror, at kattene nyder mit selskab lige så meget, som jeg nyder deres.